Lillebæltsbroen – nu også Den gamle Lillebæltsbro – er en kombineret jernbane- og vejbro og blev den første faste forbindelse mellem Jylland og Fyn. Anlægget blev påbegyndt i 1925, og broen blev indviet 14. maj 1935.
Den fynske hovedbane mellem Middelfart og Nyborg åbnede i 1865 og blev året efter forbundet med Strib. Det var dog først syv år senere, at der blev indsat en jernbanefærge over Lillebælt til Fredericia (Snoghøj), så der var togforbindelse helt fra København.[4]
Da jernbanefærgeforbindelsen åbnede, begyndte undersøgelser af mulighederne for at få en fast forbindelse – dvs. en bro – over farvandet. Det første forslag blev fremlagt Rigsdagen i 1899 uden at blive vedtaget, da prisen var for høj.
Efter Genforeningen i 1920 var trafikken over Fyn og til Sønderjylland vokset markant, og der blev bevilget penge til at gennemføre jordbundsundersøgelser. Fra 1923 ledte Anker Engelund projekteringsarbejdet.
Den oprindelige tanke var en dobbeltsporet jernbanebro, da en
kombineret vej- og jernbanebro ville blive for dyr. Alternativt var en
slags hængebane under broen, som kunne "færge" køretøjerne over på den anden side.
Minister for offentlige arbejder M.N. Slebsager (V) fik i foråret 1924 vedtaget en anlægslov i Rigsdagen, der foreskrev opførelsen af en dobbeltsporet jernbanebro som højbro.
Under lovforslagets behandling blev det diskuteret, om det skulle være
en kombineret vej- og jernbanebro, men det blev endeligt fravalgt af
sparehensyn. Imidlertid skulle bropillerne bygges, så broen nemt kunne øges med en vejdel.
Inden påbegyndelsen var der sket en sådan vækst i automobiltrafikken, at det var nødvendigt også at etablere kørespor til den. I sommeren 1927 blev der vedtaget en 6 meter bred kørebane med fortov. Ekstraomkostningen blev finansieret med provenuet fra Lov om Afgift af Motorkøretøjer.
Da jernbanefærgeforbindelsen åbnede, begyndte undersøgelser af mulighederne for at få en fast forbindelse – dvs. en bro – over farvandet. Det første forslag blev fremlagt Rigsdagen i 1899 uden at blive vedtaget, da prisen var for høj.
Efter Genforeningen i 1920 var trafikken over Fyn og til Sønderjylland vokset markant, og der blev bevilget penge til at gennemføre jordbundsundersøgelser. Fra 1923 ledte Anker Engelund projekteringsarbejdet.
Den oprindelige tanke var en dobbeltsporet jernbanebro, da en kombineret vej- og jernbanebro ville blive for dyr. Alternativt var en slags hængebane under broen, som kunne "færge" køretøjerne over på den anden side.
Minister for offentlige arbejder M.N. Slebsager (V) fik i foråret 1924 vedtaget en anlægslov i Rigsdagen, der foreskrev opførelsen af en dobbeltsporet jernbanebro som højbro. Under lovforslagets behandling blev det diskuteret, om det skulle være en kombineret vej- og jernbanebro, men det blev endeligt fravalgt af sparehensyn. Imidlertid skulle bropillerne bygges, så broen nemt kunne øges med en vejdel.
Inden påbegyndelsen var der sket en sådan vækst i automobiltrafikken, at det var nødvendigt også at etablere kørespor til den. I sommeren 1927 blev der vedtaget en 6 meter bred kørebane med fortov. Ekstraomkostningen blev finansieret med provenuet fra Lov om Afgift af Motorkøretøjer.
