Kalø Slotsruin er resterne af et kongeligt slot, beliggende i Kalø Vig ved Djurslands sydkyst, ca. 2 km. fra Rønde og 20 km fra Aarhus i (Bregnet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt). Kongeborgen Kalø Slot blev grundlagt af kong Erik Menved omkring 1313 som én af mindst fire borge i Jylland for at styrke kongemagten efter omfattende bondeopstande. Borgen blev anlagt på en ø ude i Kalø Vig, som blev forbundet med fastlandet via en dæmning. De nye borges formål var at tvinge den omkringboende befolkning til lydighed, hvorfor disse “tvangsborge” selvsagt var forhadte. Christoffer 2. måtte i sin håndfæstning i 1320 acceptere, at de nye borge skulle nedrives. Kalø blev nedbrudt allerede et årti efter opførelsen, men ret betydelige rester stod tilbage. Om det var kong Christoffer eller sønnen Valdemar Atterdag, der påbegyndte genopførelsen af borgen, er ikke klarlagt.
Ved rigets opløsning ved Christoffer 2.’s død var Jylland pantsat til Grev Gert af Holsten, som igen pantsatte Kalø til Claus Limbek, der var grevens underbefalingsmand i Nørrejylland.
I 1343 indløste kong Valdemar Kalø-området, men Claus Limbek blev siddende som pantherre på borgen i al fald til efter 1348. Herefter sad der skiftende kongelige høvedsmænd på borgen, men mod slutningen af sin regeringstid pantsatte kong Valdemar Kalø igen, nu som dækning for et lån hos Aarhus‘ biskop Bo Mogensen. Herefter tilfaldt lenets indtægter bispens kasse indtil 1407, da dronning Margrethe indløste pantet.
Fra 1407 til 1661 blev borgen og dens gods styret af forskellige adelige lensmænd. Lenet var regnet for at være et af de vigtigste i landet, og det var oftest rigets mægtigste mænd, der sad inde med Kalø Len. Blandt dem må nævnes rigshofmesteren Otte Nielsen Rosenkrantz (død 1477) og dennes tipoldebarn rigsråden Jørgen Ottesen Rosenkrantz. Under Erik Eriksen Banner, der var lensmand 1514-1554, fik borgens fangehul en prominent beboer. Kong Christian 2. havde taget seks svenske gidsler med til Danmark. De var stillet som sikkerhed forud for et møde med den svenske rigsforstander Sten Sture den yngre.
Blandt gidslerne var den ganske unge Gustav Vasa, som Christian 2. lod fængsle på Kalø 1518–19. Gustav Vasa fik mod løfte og håndslag til Erik Banner lov til at bevæge sig frit i og omkring borgen. Hjemlængslen til Sverige blev måske for stor, for Gustav Vasa brød sit løfte, og efter et års ophold på Kalø flygtede han forklædt som bonde til Lübeck, hvor han ankom september 1519. En anden berømt fange var præsten i Vejlby Søren Quist, der i 1625 blev dømt og henrettet for et mord, han ikke havde begået.
